Spring til indhold

Wikipedia:Ugens artikel/Uge 40, 2024

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Beholder med lysende ultrarent kvælstof.

Kvælstof eller nitrogen er det 7. grundstof i det periodiske system og har det kemiske symbol N. Under normale temperatur- og trykforhold optræder nitrogen i form af molekylet dinitrogen, N2, som er en farveløs, smagløs, lugtfri og relativt ikke-reaktiv gas, der efter rumfang udgør 78,1 % af Jordens atmosfære.

Mange vigtige industrielle kemiske forbindelser, såsom ammoniak, salpetersyre, organiske nitrater og cyanider indeholder nitrogen. Tripelbindingen i dinitrogen N2 er den næststærkeste af de kendte tripelbindinger og dominerer nitrogens kemi. Bindingsstyrken af tripelbindingen vanskeliggør omdannelsen af N2 til andre forbindelser, og når disse forbindelser brænder eller deltager i kemiske reaktioner, reagerer de (ofte) tilbage til N2, hvorved der samtidig frigives store mængder energi.

Frit nitrogen, N2, blev opdaget af skotten Daniel Rutherford i 1772. Det forekommer i alle levende organismer som en bestanddel af aminosyrer (og derved af proteiner) og af nukleinsyrer (DNA og RNA). Det forekommer derudover i næsten alle neurotransmittere og i alkaloider, som er biologiske molekyler, der produceres af mange organismer. (Læs mere..)